Men for Masca og jeg (specielt) har det været en kæmpe udfordring. Og vi er stadig langt fra slutmålet. Men derfor er jeg nu stadig stolt af dagens bedrifter, og vil derfor gerne forevige mindet i denne blog.
Har længe døjet med en angst for galoppen. Egentlig ikke for nogen specifik og håndgribelig grund. Nok mest af alt at jeg ikke er bekendt med denne gangart, og så har fået mig en lille ponyfræser, som har fin balance til sig selv, men med en ubalanceret rytter bliver det svært.
Synes egentlig selv, at det er virkelig ærgerligt, da jeg er ret vild med gangarten - elsker at kigge på dens bløde svævende bevægelser, samt de få gange jeg har galoperet, kunne jeg mærke at det er en gangart, der med træning vil blive min absolut yndlings.
Jeg besluttede mig for et par dage siden at det nu skulle være nu. Jeg har lært så meget gennem sommeren, heriblandt;
- Versader
- Podie
- Synkronisering
- Longering
- Ride i bidløs
Jeg har kigget efter forskellige metoder, for at få det til at lykkes. Og en af dem var ryttercoaching, ved Camilla Stormont. Men jeg er måske også lidt for nærig, hvis det er et problem jeg kan løse selv.
Det var også en af grundene til at det skal være nu. For det første, fordi jeg har modet lige nu (så meget, som jeg nu engang kan have), og fordi at Camilla er på Fyn i efterårsferien, og kan hjælpe der, hvis jeg skulle miste modet igen.
På grund af min beslutsomhed, har jeg i dag væbnet mig med min hackamore, sikkerhedsvest, og en ordentlig spand mod, for at få det til at lykkes.
Og det blev da til lidt galop. Jeg ansprang ham 3 gange. (Vi galoperede hvad der svarer til en kortside per gang, men på langsiden - vi skal jo starte et sted, og hellere starte småt og succesfuldt, end stort og ende i kaos).
Sidste anspring var med bukkespring, og en lidt hidsig pony. Derfor blev det til det sidste, for i dag. For ikke at presse citronen for meget..
Det var super skønt, og har fået lidt mere mod på at prøve igen :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar